Øv! Ikke den (jule)stemning jeg ønskede....
(Fortsættelse fra dette indlæg)
(Som regel plejer jeg ikke at skrive personlige indlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være! Så hvis I læser dette kære familie, må I forstå, at jeg ikke vil nedgøre nogen, men snarere give udtryk for min frustration.)
Dette års jul har formet sig på en anden måde, end jeg havde håbet på og regnet med.
Som jeg tidligere har skrevet om, føler jeg, at jeg er kommet længere og længere væk fra mine forældre og mine søskende.
Det føles ligesom, da jeg var i tyverne og ville finde mig selv, og de dengang syntes, at jeg gjorde en masse mærkelige ting. Ting, som de senere enkendte som vigtige for mig i min udvikling som menneske. Ting, forskelligheder og uenigheder, som jeg troede, vi havde lagt bag os.
Der er ikke tvivl om, at vi er meget forskellige i min familie og ser forskelligt på livet, men det behøver vel ikke skille os ad?
Nu - 20 år efter - er det som om disse uenigheder på mærkværdig vis er dukket op igen. Det er som om især min far hele tiden kommenterer og bebrejder den måde, jeg lever mit liv på idag. Alt hvad de andre gør, er perfekt, men ingen spørger eller hører min mening. Jeg sidder der og hører på mine forældre, der fortæller og fortæller, men ikke spørger eller lytter!
Det er som om begge mine forældre kun bryder sig om mine (korrekte) søskende, deres (korrekte) (arbejds)liv, deres (korrekte) børn, deres (korrekte) huse osv. Som egentlig ikke er så korrekt alligevel med skilsmisse og depression mm.
I de fire dage, vi har været sammen her op til jul, har begge mine forældre på forunderlig vis fået drejet de fleste samtaler hen imod mine søskende og deres børn, hvor ih og åh dygtige, de er. Og hvor ih og åh dygtige mine søskende er til at opdrage deres børn "på den rigtige og korrekte måde". Osv. Osv.
Måske er jeg overfølsom af en 44-årig at være, men det er godt nok ikke rart at have en fornemmelse af at blive overset og være forkert - uanset alder!
Vigga (min datter) sagde ganske rigtigt til mig her i julen, da jeg klagede over min fars voldsomme og overrumplende opførsel juleaften, at jeg skulle bringe det iorden. Ellers er det det, der starter, at man ikke ser hinanden i en familie. Og hun har så ganske ret, for det jeg har mest lyst til lige nu og her, er ikke at se dem i et længere stykke tid, fordi de bare gør mig ked af det.
Samtidig kan jeg også se på Vigga, at hun bliver totalt overset, når min søster og hendes søn kommer på besøg. Og det gør både hende og mig ked af det. Heldigvis er lille Carl mere glad for Vigga end for sin mormor og morfar, så en lille hævn, som hælper på humøret.
HVAD ER DET, DER SKER MED MINE FAMILIE? HVORFOR FØLER JEG DET SÅDAN? OVEREAGERER JEG ELLER...? HVAD SKAL JEG GØRE (FOR AT KOMME OVER, AT JEG IKKE HAR LYST TIL AT SE MINE FORÆLDRE OG MIN FAMILIE)?
